Hvert år samler vi vores undervisere til en dag fyldt med inspiration til nye måder at undervise på. I år bød programmet blandt andet på et kig ind i skuespillerens værktøjskasse – og en god tur i skoven, hvor vi fik input til alternative læringsmetoder.
Traditionel tavleundervisning er ikke altid den bedste måde at modtage læring på. Nogle gange må vores undervisere tage andre midler i brug, når kursernes indhold tillader det – og hvad er mere nærliggende end at bruge Ferskvandscentrets omkringliggende skønne natur?

Rådne grene og grønne bregner
Forestil dig dette: Du er på kursus, og det er tid til selvrefleksion. Din underviser tager jer med ud i skoven. Her bliver I bedt om at finde ting i naturen, der henholdsvis symboliserer, hvor I er i dag, og hvor I gerne vil være om fem år. Pludselig bliver det meget konkret. Er dine nuværende opgaver at sammenligne med en rådden gren (det håber vi ikke…)? Og drømmer du om at transformere dem til en flot bregne? Ved du, hvad det vil kræve?

At bruge naturen og dens remedier aktivt gør tanker og forestillinger meget konkrete. Og med vores praksisnære kurser og dejlige naturområder er det oplagt at gå udenfor – om det så bare fungerer som et break fra den øvrige undervisning, hvor hjernen bliver nulstillet og dermed er frisk til at modtage ny læring, eller det kan indgå i programmet med et skarpt fagligt formål.
– Når det er muligt på vores kurser, vil vi gerne røre-gøre. Ud i virkeligheden på ekskursioner, ud i naturen på øvelser eller walk’n’talks. Vi stræber efter at skabe oplevelser, både hjerne og krop husker, også i læringsøjemed, siger Charlotte Frambøl, kursuschef ved Ferskvandscentret, da hun byder velkommen til årets undervisningsdag og sætter tonen for det spændende – og for nogen udfordrende – program, deltagerne skal forkæles med.

Din krop siger mere end dine ord
Når du formidler, er dit kropssprog og din stemmeføring afgørende for, hvordan lytterne modtager din viden. Virker du sikker? Troværdig? Lytter de?
Dagens første indslag er i gang, og vi har besøg af skuespiller Sven Ole Schmidt, der åbner op for værktøjskassen. Træningen foregår på gulvet i en rundkreds, hvor alle skal igennem flere små opgaver. Vi griner undervejs, når vi bliver bedt om at lave forskellige øvelser med kroppen og stemmen.

Vi lærer af hinanden
Hvornår ved en underviser, at målet med læringen er nået? Det drøfter vi i en netværkssession, hvor deltagerne selv kommer på banen med ideer til gode involveringsmetoder, udviklende dialog og aktivering af dem, der undervises.
Og der er mange erfaringer og øvelser at dykke ned i. Hvad virker – og hvad gør ikke? Hvordan sikrer man at få bagerste række med? Hvilke muligheder stiller Ferskvandscentret til rådighed?
Efter frokost er det tid til at bevæge sig udenfor, hvor erhvervspsykologerne Thomas Staal og Allan Shapiro har forberedt en række øvelser, der fokuserer på inspiration til deltagernes egen undervisning. Heldigvis er vejret godt, så regntøjet bliver i tasken, og vi kan koncentrere os om at få fuldt udbytte af eftermiddagen i kyndige hænder.

– Uden undervisere har vi ikke noget Ferskvandscenter. Og vi er heldige med at have mange dygtige og erfarne kompetencer på vores hold. Derfor er underviserdagen altid en stor fornøjelse at være med til, og vi glæder os allerede til at finde på nyt til næste år, siger Charlotte Frambøl, kursuschef.