På den netop overståede vidensdag i Forum for Biodiversitet på Ferskvandscentret var der ét tema, der overskyggede de andre: Arbejdet med biodiversitet i praksis handler ikke blot om fakta og faglighed, men i høj grad også om samarbejde mellem et stort antal af interessenter.
Han sagde det meget rammende, Jeppe Hust fra Randers Kommune, da han kort skulle fortælle om sig selv til de resterende 26 deltagere i Forum for Biodiversitet under præsentationsrunden: At arbejdet med biodiversitet fra hans stol kun er blevet mere komplekst, som årene er gået, og at den sværeste tid er nu.
Og det er ikke kun på den fag-faglige side, lod han resten af flokken forstå. Én ting er skiftende regler og krav på området – noget helt andet er alle de interesser, et projekt skal varetage for nå godt i mål. Så er kompetencer som forhandlings- og samarbejdsevner også centrale.
Særligt, når der er tale om store sammenhængende arealer, der er temaet for denne vidensdag, der er den anden i rækken af de i alt fire, der er planlagt i 2026.

Hvilken effekt har din græsning?
Programmet er altid bygget op af forskellige klodser: Vidensoplæg, sparringsrunder, kompetencegivende indslag og cases fra virkeligheden.
Denne dag starter med et oplæg fra SEGES Innovation ved chefkonsulent Rikke Rørby Graversen om græsningsstrategiers effekt og muligheder.

Hun lægger ud med at give en status på biodiversiteten i Danmark på baggrund af Aarhus Universitets rapport ”Bevaringsstatus for naturtyper og arter” fra 2025, der kort ridser biodiversitetskrisen op med konklusionen: 93% af de 60 overvågede naturtyper og 56% af de 88 overvågede arter er i ugunstig bevaringsstatus.
Der er med andre ord god grund til at gøre noget og gøre noget hurtigt – men hvordan?
– Hvis der noget, vi biologer ved, så er det, at vi i virkeligheden kun ved meget lidt om, hvordan naturen fungerer. Der er behov for effektiv naturforvaltning, særligt med fokus på de arter, vi kalder taberarterne, da de er i tilbagegang som følge af deres specifikke krav til levesteder, og så ved vi, at jo flere naturlige processer, vi kan understøtte, jo flere gode levesteder får vi, siger Rikke Rørby Graversen og fortsætter:
– Målet er varieret natur, og her er de store græssende dyr afgørende. Det svære er at ramme den balance, der udgør det rette græsningstryk med det rette antal dyr på arealet, hvor vi ikke skal tilskudsfodre, og hvor der kun bliver spist i bund om vinteren. Og så er det klart, at jo større arealer, vi har at gøre godt med, jo bedre, men derfor må vi ikke vente med at gøre noget, til vi har 5.000 hektar.
Hun gennemgik SEGES’ virkemiddelkatalog ”Tiltag for biodiversitet i landbruget”, der giver point for de forskellige forvaltningsstrategier, og fremlagde ideer til den gode proces med lodsejere og dyreholdere.
Lad spillet begynde!
Efter en sparringsrunde, hvor deltagerne delte erfaringer med græsning og hegn, indtog Christian Billund Dehlbæk fra VIA University scenen og faciliterede klimaspillet ”Fasanøen”, hvor målet er at skabe en aftale med værdi for alle involverede parter.

Spillet går kort fortalt ud på at sikre udvikling af et lille øsamfund, der bl.a. er truet af mangel på drikkevand, og hvor lodsejere, dyreholdere, myndigheder, ngo’ere, investorer og mulige tilflyttere sammen skal finde balancen mellem klimainteresser og økonomi.
Alle deltagere fik tildelt en rolle og et manuskript at argumentere ud fra. Og der var knapt blevet sagt ”sæt i gang!”, før debatterne flød på kryds af tværs i de fire grupper. Specielt lodsejeren og borgmesteren var travle i dialogen, og meget hurtigt blev det klart, hvor svært det er at finde fælles fodfæste.
Og hvad gør man så? Man udvider forhandlingsrummet og fokuserer på det, der trods alt samler. Og bygger videre derfra – en tilgang, der også kan bruges i arbejdet med store sammenhængende naturområder.
Arla: Sådan gør vi
Sidste levende billede på dagsorden er Ulrik Lyng Vestergaard fra Arla Foods, der har taget virksomhedens naturstrategi og bæredygtighedsmodel med under armen, eksemplificeret ved et projekt i Pølmosen i samarbejde med Billund og Varde Kommune.
Her har mælkeproducenten identificeret et område på 8.000 hektar, der er oplagt til en samlet biodiversitetsindsats.

I alt 23 landmænd er en del af projektet, der følger tre spor: Naturgenopretning, natur uden for dyrkningsfladen og regenerative praksisser på dyrkningsfladen.
– Som det ser ud lige nu, er naturen desværre bare ikke en god business case – medmindre en lodsejer har et meget stort område at gøre godt med. Derfor har vi i Arla startet en indsats, bl.a. med et pointsystem, der også indeholder økonomi til mælkebønderne. Det er svært at sætte mål på biodiversiteten, men vi gør et forsøg, vi kan stå inde for, siger Ulrik Lyng Vestergaard, Farm Sustainability Manager ved Arla Foods, om projektet.
Dagen rundes af, og de aktive deltagere sendes afsted med nyt i rygsækken. Nu med lidt mere indblik i, hvordan de hver især skal varetage de mange forskellige interesser, der naturligt følger med i biodiversitetsindsatser – særligt, når vi snakker store sammenhængende arealer med mange involverede parter.
Vi glæder os til næste vidensdag i Forum for Biodiversitet den 25. august, hvor temaet er ”Biodiversitet i den grønne trepart”. Se mere om deltagelse lige her.
VOXPOP: Hvad har du fået ud af dagen?

Maria Dahm, naturforvalter, privat aktør:
– Det har været dejligt at møde folk med forskellige baggrunde inden for biodiversitet, og jeg har noteret mig flere navne, jeg vil kontakte efterfølgende i forhold til det projekt, jeg pt. arbejder med at udbrede mere natur på. Forhandlingsspillet var virkelig godt til at få øjnene op for de mange forskellige interesser, der er, når vi ønsker at omlægge arealer – også når de ikke er store.

Søren Bagger, miljøsagsbehandler, Vejle Kommune:
– Dagen har været supergod og spændende. Jeg har helt klart fået nye vinkler på opgaven med at forhandle med lodsejere, og det var godt lige at genopfrisket min viden om fordele og ulemper ved de forskellige græsningsstrategier – plus lidt ny viden.

Anna Bonnichsen, cand.pæd., naturformidler:
– Jeg har helt klart fået skabt en masse nye relationer, og jeg synes, det har været en givtig dag. Særligt fordi der er mange interessenter samlet – det er jo en god afspejling af virkeligheden, hvor mange aktører skal arbejde sammen for at nå i mål.