Vandløbsteknikeruddannelsen, den officielle overbygning på Åmandsuddannelsen blomstrer med flere færdiguddannede Vandløbsteknikere. Den 10. juni kunne vi lykønske fire nye Vandløbsteknikere. Det er glade folk, der med velfortjent stolthed over deres uddannelse sendes videre fra Ferskvandscentret.
Kenneth Thomsen og Bjørn Jensen fra Slagelse kommune, udtaler følgende om uddannelsen:
”Vandløbsteknikeruddannelsen giver brede kompetencer og viden til åmanden, som gerne vil lære, udvikle og dygtiggøre sig i vandløbets spændende og mangfoldige opgaver og udfordringer. Som åmand kræves der stor tilpasningsevne ift. natur, klimaforandringer og lign. Det bliver man som åmand godt rustet til på Vandløbsteknikeruddannelsen ved Ferskvandscentret. Ikke mindst takket være dygtige og kompetente undervisere, uddannelsessted og forhold. Gennemtænkt overbygning til åmanden og hans arbejde.”
Vandløbsteknikeruddannelsen er en overbygning på Åmandsuddannelsen. Denne uddannelse overdrog Ferskvandscentret til Skovskolen i 2017 for at muliggøre at uddannelsen kunne gennemføres i AMU-regi. Der blev udarbejdet en samarbejdsaftale og der er fortsat et igangværende godt samarbejde mellem de to uddannelser.
Vores samarbejdspartner Thomas Færgeman, forstander for Skovskolen, KU er glad for at vi står skulder ved skulder om de to uddannelser og udtaler:
”De to uddannelser Åmandsuddannelsen og Vandløbsteknikeruddannelsen hænger rigtig godt sammen. Samarbejdet mellem Ferskvandscentret og Skovskolen sikrer en høj faglighed i vandløbsplejen. Vi ved at Åmænd uddannet hos os, er glade for at der er gode efteruddannelsesmuligheder via Vandløbsteknikeruddannelsen hos Ferskvandscentret. Overbygningen er med til at sikre at de får mulighed for at blive den kommunale vandløbsmedarbejders højre hånd i marken, og langtidssikre sit virke som praktiker.”.”
På det årlige åmandstræf samler Ferskvandscentret åmænd og vandløbsteknikere til den traditionsrige netværksdag, hvor de bliver opdateret om aktuelle vandløbs- og arbejdsmæssige forhold, samt får udvekslet nyttige ideer og historier. Det er altid en både lærerig og hyggelig dag, hvor du danner og vedligeholder et uundværligt fagligt netværk.
Du kan kalde dig Vandløbstekniker når du udover Åmandsuddannelsen har samlet mindst 12 point (VTp) ved at tage en række kompetencegivende kurser, herunder de obligatoriske teknikerkurser. Læs mere her