MORTENS HJØRNE: Det er jo bare en mælkebøtte…

4. maj 2021

Klumme af Morten Vissing, zoolog og driftsleder i AQUA Akvarium & Dyrepark Silkeborg

ENDELIG er det forår! Den kolde og mørke vinter slipper så småt sit greb, og livet begynder atter at blomstre frem. Vækstsæsonen står for døren, havesæsonen er skudt i gang.

Krokus, vintergækker, erantis og påskeliljer er oftest de første, der bryder den bare jord. De er en fryd for øjet, men er ganske ubrugelige i forhold til de sultne bier, der forgæves prøver at finde nektar i de farverige blomster. Heldigvis er der hjælp på vej til de små bier. På trods af mange års intensiv bekæmpelse, dukker der igen tidsler, kløverblomster og mælkebøtter op på den ellers så øde græsplæne, og inden længe er der en summen af liv i haven.

Men det kan vi jo ikke have. – der skal være orden og lige linjer! Hvad tænker naboen dog ikke? En græsplæne skal jo være grøn og tætklippet, vi må gøre noget.

Men at luge en græsplæne for tusindfryd og kløver er ikke nemt, hvilket får nogle til at sprøjte plænerne med bekæmpelsesmidler.

Biodiversitet
Med forårets komme hører blandt andet haletudserne til

Forandring i gang
Ovenstående er faktisk i store træk mine ord i en artikel, skrevet for flere år siden. På én og samme tid er verden fortsat helt den samme og alligevel i stor forandring. Vi ser stadig en generel kultur om, at haven skal være i kontrol. Som et synligt bevis for, at der er styr på livet, orden i sagerne.

Men vi begynder også at se forandringer:

  • Fænomenet Vild med Vilje, der lanceres gennem organisationen Habitats, vinder frem. Det er enormt tidsbesparende og kan forklares med et lille skilt i forhaven, der fortæller naboerne, hvorfor der er højt græs og vilde planter.
  • Salget af økologiske varer stiger. Forbrugere er blevet mere bevidste om betydningen af deres valg ved indkøb.
  • Myndigheder, kommuner, vandselskaber, private grundejere arbejder i stigende grad på at skabe øget biodiversitet og undgå sprøjtning mod ukrudt. I 2021 har en lang række af kommuner har meldt sig til Miljøstyrelsens konkurrence om at blive Danmarks vildeste kommune.
  • Fjernsynsprogrammer om, hvordan man øger biodiversitet i haverne, er blevet seersuccesser.
  • Diverse private fora og grupper på de sociale medier debatterer biodiversitet. 


Vi glæder os over udviklingen og engagementet hos både private og professionelle. Debatten på de sociale medier er dog til tider intens og ikke for børn. Men det er den hos os. Her er plads til børn!

Positive oplevelser skal der til
I AQUA Akvarium & Dyrepark glæder vi os, når familier på tværs af generationer og skolebørn har gode oplevelser i vores park og akvarium. Vi ser, at vores Vild med vilje/vildt naturlig tilgang og skilte skaber nysgerrighed og gode drøftelser. Vi nyder, når vi inspirerer til positive forandringer til glæde for dansk natur. Vi tror på, at den positive oplevelse, den legende tilgang til faktuel formidling og den rolige plads til dialog er den bedste vej til blivende forandringer.

Vi oplever, at evnen, viljen og lysten til at passe på naturen starter med gode oplevelser i og om naturen.

Biodiversitet på Ferskvandscentret
Biodiversitet på Ferskvandscentret: Det er gennem de gode oplevelser, evnen, viljen og lysten til at passe på naturen starter.

Helt fra begyndelsen i starthalvfemserne har vi haft fokus på at formidle om den danske natur i og omkring de ferske vande og vigtigheden af at hjælpe og beskytte naturen – blandt andet for at bevare biodiversiteten. Netop det arbejde er helt grundlæggende og ligger dybt i AQUA Akvarium & Dyreparks DNA.

Siden 2014 har vi officielt været Vild med vilje og involveret i konceptet. Vi er vilde med vilje, og det er VILDT NATURLIGT, der beskriver den røde tråd i driften og vores ledetråde i den måde, dyreparken forvaltes og udvikles.

Flere mikromiljøer skyder op
Vi fortsætter videreudvikling af vores indsatser i dyrepark og akvarium og tilføjer endnu flere oplevelser til de besøgende, der samtidig med, at det formidler viden og fascination samt ideer til at tage med hjem, hjælper de vilde dyr, der lever i og omkring AQUA Akvarium & Dyrepark.

Blandt andet arbejder vi på hen over en årrække at tilføre endnu flere mikromiljøer i dyreparken til gavn for insekter, fugle, padder og krybdyr samt danske planter – naturligvis med vidensformidling til de besøgende. En af årets nyheder i parken er børneuniverset Grønagerhave, hvor vi også har fokus på formidling af biodiversitet og klimaaftryk.

Med i EU-initativ
Vi ved også, at de store beslutninger tages i den professionelle verden af voksne. Derfor har vi i januar 2021 meldt os ind i koalitionen #unitedforbiodiversity. Et EU-initiativ, der arbejder for at skabe yderligere fokus på biodiversitetskrisen. Jeg repræsenterer derudover AQUA Akvarium & Dyrepark i Miljøstyrelsens arbejdsgruppe om invasive arter, og i den sammenhæng har jeg selv særligt fokus på, at de enkelte invasive arters betydning for den samlede biodiversitet indgår, når vi drøfter risici ved forskellige invasive arter.

Akvarium og park som læringsrum
Vi samarbejder naturligvis tæt med Ferskvandscentrets Kursusafdeling. Når de her i 2021 lancerer en række nye kursustilbud med fokus på biodiversitet, sker det bl.a. i samarbejde med os, så dyrepark og akvarium kan indgå som spændende læringsrum for uddannelsesaktiviteterne

Vi ses på kursus eller i AQUA Dyrepark & Akvarium. Det kan kun blive helt vildt!

Nysgerrig efter mere?

Find flere artikler her

JAGG er et hjælpeværktøj til at lave risikovurderinger af forurenede grunde og drives af Miljøstyrelsen? Men hvad er så GrundRisk? Og hvorfor skal du kende forskel? Det bliver du klogere på her.
Vi har mødt klimamedarbejder Uffe Krogh fra Silkeborg Kommune til en snak om klimaindsatsen og den grønne omstilling i kommunen for at få indblik i de udfordringer, fokusområder og eventuelle barrierer, han oplever i sin dagligdag. Læs med her!
Send en mail på kursus@fvc.dk og vi vender tilbage til dig efter påske.