Vi afprøvede kurset Træn dit bæredygtige lederskab i naturen.
Og blev velsignet af det skønneste forårsvejr i Silkeborgs dejlige natur, og af godt selskab fra kursister, der kløede på med stort engagement!
Du har også muligheden for at deltage i et sådant forløb! Vores næste åbne kursus er datosat til den 9. september. Læs mere nedenfor og tilmeld dig her: Træn dit bæredygtige lederskab i naturen – Ferskvandscentret Kursus
Baggrund for Ferskvandscentrets kursus
Der er brug for kompetent arbejdskraft til rigtigt mange væsentlige opgaver i det danske samfund. Ikke mindst indenfor vand-, miljø- og naturområdet, som har Ferskvandscentrets fokus. Der er lav ledighed og et større generationsskifte på vej i dele af branchen. Samtidigt ser vi stigende udfordringer med stress og sygefravær generelt i samfundet. Hvis opgaverne skal løses, skal der sikres attraktive arbejdspladser med trivsel. Det sikres bl.a. ved god ledelse og du kan kun være en god leder, hvis du ikke selv er mast af opgaven.

Om kurset
Hvad er så ”Træn dit bæredygtige lederskab i naturen” for et kursus?, spørger du måske. Forløbet er professionelt lederudviklingsforløb, der henvender sig til ledere og lederaspiranter, hvor vi gør brug af det helt særlige læringsrum vi finder udendørs.
Det er ikke afgørende, hvor du arbejder. Du kan arbejde i en kommune, i et forsyningsselskab, hos en rådgiver eller i en virksomhed.
Vi krammer ingen træer og vi dræber heller ingen kaniner på kurset. Du kan sagtens deltage i kurset uden at elske fysisk krævende aktiviteter i naturen. Vi bruger blot naturens styrker som læringsrum og du skal være klar på at gå nogle km i skoven hen over dagen. Helt stille og rolig vandring.
Fælles for kursisterne er et ønske om
- personlige kompetencer til at indgå i lederrollen med mental kapacitet og nærvær.
- behov for kompetencer til et bæredygtigt lederskab med balance og nærvær.
- en lyst og interesse i at prøve et helt anderledes kursus, hvor undervisning foregår udenfor
Kompleksiteten og tempoet i ledelse i dag er blevet utrolig højt. Det stiller store krav til lederrollen og lederens evner til at håndtere disse vilkår.
- Vi oplever, at mange ledere “snubler rundt” i ledelse i dag, fordi de balancer en leder skal mestre, er skæve og ude af trit.
- Det har negative konsekvenser for både lederen, lederskabet og organisationen.
- Det betyder også at leder-aspiranter i stigende grad takker nej, når de får tilbudt ledelsesansvar.
- Organisationer og ledere har derfor en opgave i ” at trække tempoet ud af ledelse”, for at gøre lederskabet mere bæredygtigt.
Hvordan var oplevelsen
Vi har talt med Mette Oht Klitgaard fra Danske Vandværker om oplevelsen på kurset. Mette var initiativtager bag at Danske Vandværkers årlige medlems-arrangement denne gang skulle være dette forløb. Mette fortæller her lidt om oplevelsen:
- Deltagerne kommer fra små vandværker, hvor de i deres arbejdshverdag oplever stigende pres på mange fronter. Derfor ville jeg gerne at årets netværksarrangement skulle have fokus på ledelse og på at forebygge stress. Da målgruppen er vant til at være i bevægelse, kunne jeg godt tænke mig at vi skulle være udendørs. Da jeg fandt kurset hos Ferskvandscentret tænkte jeg, at her var et match.
- Jeg vidste godt at jeg lænede mig lidt udover deltagernes almindelige komfort-zone, men havde tillid til at vores medlemmer stoler på min dømmekraft om at dette var, hvad vi havde brug for i år. Og jeg blev fuldt ud bekræftet i dette, da jeg så hvordan alle deltog med krum hals i alle øvelser.
- Jeg ved, at flere af deltagerne har brugt refleksionerne fra dagen til at gå hjem og arbejde lidt anderledes end de gjorde før kurset; fx ved at rydde op i faste forstyrrelser, forsimple ting, blive klar på hvad der er vigtigst og skabe mere tid til dette.
- Jeg synes også selv, at jeg fik meget ud af at deltage. Det var godt at få værktøjer til at stoppe op og reflektere over hvad der fylder i arbejdslivet og skabe plads til det, der er vigtigst.

Hvad får du?
På dette kursus vil du får værktøjer og indsigt til at kunne opnå et mere bæredygtigt lederskab – i bedre balance med det, der er (nærvær). Naturen giver unikke sanselige muligheder, som man ellers ikke har adgang til i den traditionelle undervisningsform.
Begge undervisere; Thomas Wulff Staal og Allan Shapiro er cand.psyk.aut og har mere end 20 års erfaring med udvikling af ledere og organisationer i både den offentlige og private sektor.
Thomas er selvstændig og har udover psykologuddannelsen end bachelorgrad i idræt med speciale i friluftsliv.
Derudover har han undervist på Ferskvandscentrets kurser i mange år. Allan arbejder til dagligt i Flyvevåbnet og uddanner bl.a. officerer.

