Klumme: Jeg er stolt af at være en del af vandbranchen

20. april 2023

Tanker fra en nyuddannet om kurset Klimaaftryk fra renseanlæg – og branchen som helhed.

Af Sarah Ulsøe, nyuddannet kemiingeniør og på aktiv jobjagt

Med kurset Klimaaftryk fra renseanlæg den 20. marts 2023 satte Ferskvandscentret ord på nogle af de spørgsmål om klimaregnskab, som alle stiller, men ingen endnu har endegyldigt svar på. Det var et efterspurgt emne fra forsyningerne, der alle brænder for at blive mere klimavenlige.

Men hvordan finder man balancen mellem at være energineutral, klimaneutral og stadig rense spildevandet med hensyn til miljøet? Og hvordan undgår man greenwashing? Det var nogle af de dilemmaer, som blev vendt på kurset, hvor deltagerne var forsyninger fra hele landet.  

Klimamål og udfordringer
Som nyuddannet i branchen var kurset en fantastisk mulighed for at blive klogere og samtidig få et indblik i forsyningernes prioriteter. Især da kursusholderne var gode til at opfordre til dialog om klimamål og udfordringer.

Der er endnu ikke klare krav til klimaregnskab, og hvad der skal medtages, men som altid viser vandbranchen sig fra sin bedste side, og flere forsyninger har allerede kastet sig over opgaven, eller vil gerne i gang, med at lave klimaregnskab og mindske emissioner fra deres anlæg.

Det er netop initiativer som disse, der motiverer mig og gør mig stolt af at være en del af denne branche.  

Foruden et spændende kursusprogram har Ferskvandscentret de skønneste faciliteter og omgivelser til at drøfte klima og miljø. Bygningerne ligger i skoven, der indbød til gåture langs Vejlsø og Vejlbo Mose. Og som ekstra bonus gav navneskiltet adgang til AQUA Akvarium og Dyrepark, der er et besøg værd i pausen.  

Faglige input og netværk
Kurset strakte sig over to dage og udover en masse faglige input i form af oplæg og opgaveregning, var der også skabt rammer for socialt samvær om aftenen over vin og lækker mad. Kurset var derfor en fantastisk mulighed for både at blive klogere og lære andre branchefolk at kende.  

Stor tak til Ferskvandscentret og de kompetente undervisere for at svare på spørgsmål om klimaregnskab og sætte ord på emnet, selvom det endnu ikke kan sættes i klar ramme.

Jeg ser frem til at følge udviklingen og er spændt på, hvilke emner det bliver muligt at tage op næste gang, kurset udbydes. 


Vil du med næste gang, vi afholder kurset Klimaaftryk fra renseanlæg? Så kan du skrive dig på interesselisten her. Så får du automatisk besked, når en ny dato er fastlagt.

Nysgerrig efter mere?

Find flere artikler her

Mens sommerferien står der og vinker i horisonten, er der stadig gang i planlægningen af et spændende kursusefterår med ikke mindre end 12 nyheder på tapetet – og endnu flere på vej. Se dem her!