Mindre klimapåvirkning i kloak- og klimasikringsprojekter

17. maj 2024

STIL GRØNNE KRAV I UDBUD: Nyt kursus den 2. oktober sætter fokus på, hvordan anlægsprojekter kan nedbringe forsyningens samlede klimaaftryk. Formålet er klart: Bæredygtighed skal tænkes ind i både udbuds- og anlægsfase.

Vi har hermed fornøjelsen af at løfte sløret for et helt nyt kursus til forsyninger, der ønsker at reducere deres klimapåvirkning i kloak- og klimasikringsprojekter.

Kurset finder sted den 2. oktober og giver nogle helt konkrete bud på, hvordan projekterne kan være med til at nedbringe forsyningens samlede klimaaftryk.

– Anlægsaktiviteter som kloak- og klimasikringsprojekter har en overraskende stor andel i forsyningernes samlede klimaregnskab, og som projektleder ønsker jeg at bidrage til at reducere CO2 udledningen fra mine projekter. Dette kursus kommer med forslag til, hvad og hvordan det kan gøres helt konkret. Jeg håber, mange i branchen har lyst til at blive inspireret til at reducere klimapåvirkning i deres projekter, lyder det fra Bettina Precht Simonsen, projektleder ved KLAR Forsyning og en af underviserne på kurset.

Ud med plejermentalitet
Programmet tager deltagerne med ind i lovgivningen, omkring en masse inspirerende projekter og byder også på gode muligheder for erfaringsudveksling. Desuden vender vi helt konkrete gode eksempler på, hvordan de “grønne krav” kan indarbejdes i udbudene.

– Bæredygtighed i anlægsprojekter bliver hurtigt en fluffy størrelse, og vi er alle mest sikre i at gøre, som vi plejer. Der kommer nemt en usikkerhed ind om, hvad vi MÅ og KAN kræve. Dette kursus er tænkt til at skubbe til ”vi plejer” og kommer med konkrete input til, hvordan der kan indarbejdes bæredygtighed helt fra udbudsfasen, uden det bliver en uoverskuelig størrelse, fortæller Camilla Rosenkrantz Schrold fra Envidan, som også er med på underviserholdet. Hun fortsætter:

– Vores branche står foran en udfordring i forhold til at få reduceret klimapåvirkningen – kurset kommer ikke med alle løsningerne, men forhåbentlig kan vi præsentere nogle skridt i retningen af at få reducering af klimapåvirkningen ind som en fast bestanddel, fra vi udbyder og gennem hele anlægsfasen.

Er kurset noget for dig, kan du se hele programmet og tilmelde dig lige her.

Vi glæder os meget til en spændende og inspirerende kursusdag med en masse konkrete gode bud på udfordringen med at nedbringe forsyningernes klimapåvirkning!

Nysgerrig efter mere?

Find flere artikler her

Vil du have de rette kompetencer til at varetage driften af renseanlæg? Så er uddannelsen som spildevandsoperatør vejen, du skal gå. Vi afholder et ekstra grundkursus i 2025, så endnu flere kan få et godt udgangspunkt for uddannelsen.
Vi søger ny kollega til KURSUS. Ansøgningsfrist 1. november 2024. Primært med opgaver indenfor vandløbsområdet, særligt knyttet til vandløbsteknikeruddannelsen. Ansættelse pr. 1. januar 2025.