Når indvindingsboringen er forurenet 

9. maj 2025

Arbejder du med drikkevandsforsyning i en kommune? Så er du helt sikkert klar over, at der i stigende grad er behov for videregående vandbehandlingsteknikker for at sikre forbrugerne adgang til rent drikkevand. Et nyt kursus hjælper dig på vej. 

Sikring af rent grundvand i Danmark er baseret på forebyggelse, bl.a. ved regulering af brugen af pesticider og kemikalier og ved arealbeskyttelse i form af BNBO og grundvandsparker.  

Desværre findes der i stigende grad forureninger med pesticider, kemikalier og PFAS i grundvandet og i indvindingsboringerne, og det er en udfordring, der ikke kan løses med forebyggelse, som først slår igennem om årtier.  

I nogle tilfælde kan vandet fra de forurenede boringer fortyndes med vand fra andre boringer, så det kommer under grænseværdierne. Men der kan også være behov for at benytte sig af videregående vandbehandlingsteknikker, der ligger ud over de simple teknikker, som normalt bruges, hvis forbrugerne fortsat skal have adgang til rent drikkevand. 

Myndighedens rolle 

På kurset Vandbehandlingsteknikker den 9. september 2025 kan du få et bredt overblik over de simple og videregående vandbehandlingsteknikker, der er relevante i en dansk sammenhæng for øjeblikket.  

Kom med og lær om teknikkernes fordele, udfordringer og risici for:  

  • Iltning og afblæsning af gasser 
  • Filtrering 
  • Membrananlæg 
  • Kulfiltre 
  • Ionbytningsanlæg 
  • Blødgøring 
  • Vandbehandling med UV 
  • Forbedret ammoniumomsætning 

Du bliver introduceret til kommunens rolle som myndighed for grund- og drikkevand samt rollen i forhold til implementeringen og udarbejdelse af tilladelser til videregående vandbehandling. Desuden arbejder vi på kurset med forskellige cases. 

På underviserholdet 

Vi har sammensat underviserne, så der både er solid myndighedserfaring og stærke tekniske kompetencer. Holdet består af kemiingeniør Vibeke Dorf Nørgaard fra Krüger, rådgiver Søren Duch-Hennings fra Niras, som har været med til at udvikle et ionbytningsanlæg til fjernelse af PFAS på Fanø, samt civilingeniør Lene Bagh Fra Høje-Taastrup Kommune, der arbejder med drikkevandsforsyning.  

Du kan læse mere om kurset og tilmelde dig her. 

Nysgerrig efter mere?

Find flere artikler her