Ferskvandscentret bliver kontaktpunkt for nyt samarbejde i Mellemøsten

30. september 2024

Torsdag den 26. september skrev Ferskvandscentret under på en hensigtserklæring om at blive et formelt dansk kontaktpunkt til Training Institute BE PRO i Dubai. Sammen med et stærkt dansk setup skal vi hjælpe bystyret i Dubai med kompetenceudvikling på vandområdet.

I De Forenede Arabiske Emirater er alt ferskvand baseret på afsaltet havvand – en dyr og ressourcekrævende måde at skaffe drikkevand på. Desuden ønsker Emiraterne at øge produktionen af egne fødevarer, fordi ca. 80% af den nuværende fødevaremængde bliver importeret.  

Der er derfor brug for endnu mere ferskvand, og sammen med en uforholdsmæssig høj lækagerate i vanddistributionsnettet, sætter det det nuværende system under pres. Samtidig oplever Dubai flere kraftige regnskyl og blev fx i april i år ramt af mere end et års regn på et enkelt døgn, som skabte problemer med store mængder vand på terræn.

Grøn omstilling gennem kompetenceudvikling
Bystyret i Dubai har fået øje på Danmark, blandt andet via Den Danske Vandsommerskole, hvor førende danske virksomheder sammen med Aarhus Universitet, Water Valley Denmark og Aarhus Vand i en årrække har gennemført Advanced Water Cycle Management Course for internationale studerende og vandprofessionelle.

Dubai kender også til stærke danske vandkompetencer og -løsninger fra virksomhederne bag Water Efficiency Middle East Alliance (WEMA).

Underskriftsceremoni ved AVK i Skovby torsdag den 26. september. Ved bordet: CEO ved BE PRO, Dr. Asma Nizar Taissir Idlbe og direktør ved Ferskvandcentret Jakob Beck Wätjen.

Stærkt dansk samarbejde er forudsætningen
Ønsket er at etablere et dansk-mellemøstligt samarbejde om efteruddannelse, i første omgang med fokus på Dubai. Samarbejdet får navnet Danish Middle East Water Academy og skal udvikles i et tæt samarbejde mellem Training Institute LLC BE PRO og Ferskvandscentret sammen med et stærkt dansk setup af danske virksomheder og organisationer.

Nu, hvor hensigtserklæringen er på plads, bliver de næste vigtige skridt at få det danske setup af stærke aktører formaliseret. Der er gode erfaringer at trække på i veletablerede samarbejder hos partnerne i Water Efficiency East Alliance (WEMA), hos Water Valley Denmark og holdet bag den nævnte sommerskole. 

Hensigtserklæringen blev underskrevet af CEO for BE PRO Dr. Asma Nizar Taissir Idlbe og direktør for Ferskvandscentret, Jakob Beck Wätjen, under overværelse af dr. Mohamed Alfawy, BE PRO, Mr. Idlbe samt bestyrelsesformand for Ferskvandscentret Frank Borch-Olsen og kursuschef Charlotte Frambøl.

En række af stærke drivkræfter bag samarbejdet deltog også. Heriblandt Michael Ramlau Hansen, AVK Holding, Omar Ahmad Maarouf, Niras, Astrid Svitzer Ching Nielsen, Head of Commercial Section | Regional Team Leader, Water & Environment at The Trade Council of Denmark in MENA, Pia Jacobsen, Water Valley Denmark.

Hvorfor Ferskvandscentret?
Ferskvandscentret har siden 1987 arbejdet med efteruddannelse på vand-, miljø- og naturområdet. Hvert år får mere end 2.000 kursister styrket deres kompetencer via forløb hos os. Vi har et bredt kursusudbud, men er særligt stærke inden for vand. Derfor er Ferskvandcentret en naturlig samarbejdspartner vedrørende kompetenceudvikling på vandområdet.

Vi er sat i verden for at skabe et nationalt center vedrørende miljøforhold, herunder særligt inden for vandmiljøområdet. Det er en del af vores formål og DNA at stræbe efter, at centret også kan gøre sig gældende internationalt, siger Frank Borch-Olsen, bestyrelsesformand for Ferskvandscentret.  

Han suppleres af Charlotte Frambøl, chef for teamet i KURSUS, der vil varetage Ferskvandscentrets rolle i praksis: 

At bidrage til grøn omstilling i Mellemøsten via kompetenceudvikling er en opgave, vi ser frem til at løfte sammen med en lang række danske aktører. Udfordringer knyttet til klimaforandringer med for lidt og for meget vand skal forstås globalt, men oftest løses lokalt. Derfor giver dette internationale samarbejde om efteruddannelse inden for vand så god mening.  

Fra venstre: CEO for BE PRO Dr. Asma Nizar Taissir Idlbe og kursuschef ved Ferskvandscentret Charlotte Frambøl.

Direktør Jakob Beck Wätjen tilføjer:

Samarbejdet ligger fint i tråd med vores tidligere involvering i projektet Danish Water Technology House i Singapore, som blev afsluttet i 2018. Her blev oprettet et lokalt placeret handelshus, som besad de rette faglige og tekniske kompetencer inden for vandsektoren til at kunne forestå salg af komplicerede løsninger og produkter til lokale kunder.

Danish Middle East Water Academy skal i første omgang sikre efteruddannelse i Dubai. Senere er det tanken, at tiltaget kan udbredes til andre steder i Mellemøsten.

De to parter i hensigtserklæringen repræsenteret ved CEO or BE PRO Dr. Asma Nizar Taissir Idlbe og ægtemand samt direktør for Ferskvandscentret, Jakob Beck Wätjen, bestyrelsesformand for Ferskvandscentret, Frank Borch-Olsen, og kursuschef Charlotte Frambøl.

Kontaktinfo: Kursuschef Charlotte Frambøl.

Nysgerrig efter mere?

Find flere artikler her

Vi søger ny kollega til KURSUS. Ansøgningsfrist 1. november 2024. Primært med opgaver indenfor vandløbsområdet, særligt knyttet til vandløbsteknikeruddannelsen. Ansættelse pr. 1. januar 2025.
Mens sommerferien står der og vinker i horisonten, er der stadig gang i planlægningen af et spændende kursusefterår med ikke mindre end 12 nyheder på tapetet – og endnu flere på vej. Se dem her!